Onkel Poj fortæller
Velkommen til Onkel Poj's fortællinger.
Her finder du fortællinger fra Sambasommerlejrens historie.
Da Lau tog sin vækketjans for alvorligt
Denne historie udspiller sig også på Forlev SpederCenter, hvor vi holdt vores sidste sommerlejr i 2001, inden vi året efter rykkede til Klejtrup Musikefterskole.
I Forlev foregik alt under mere primitive forhold.
Man er midt i den danske natur, og selv om der er bygninger, så foregik det meste i det fri.
Man sover i medbragte telte, eller hvis det skal være mere avanceret, så i nogen af de få shelters,
der er bygget nogen hundrede meter borte, og så sover man godt og tørt, men alligevel i det fri, for selvom
der er tag, så man ikke bliver våd selvom det regner, så er hele den ene side åben.
Man indretter sig som regel med at strø halm ud, så det er meget natur-oplevelse over overnatningerne.
I Forlev er skam også rigtige huse, og det er her man kan rykke ind og spise ved borde og bænke.
Der er også et køkken, med et simpelt komfur, så man kan lave varm mad.
Man skiftes så for at have madtjans, og som en af de heldige havde jeg den morgen vundet morgenmadstjansen.
Det var fint nok, for så slap for at have madtjans senere på dagen, hvor man risikerede at gå glip af workshops,
eller andre spændede aktiviteter.
Ulempen var, at man så også havde vækketjansen, og skulle sørge for at alle kom op og igang, så vi kunne holde tidsplanen.
Jeg havde både Lau, min søn, og mine to mindre piger Pil og Thit med.
Jeg havde kun et enkelt telt med, så da vi alle havde ligget klemt grundigt sammen den første nat, var pigerne
ikke i tvivl, da muligheden bød sig for at sove i shelters.
Der var for det første bedre plads, og også meget bedre luftkvalitet, for fire menneskers natlige uddustninger
kan godt blive lidt koncentrerede i et nylontelt :-)
Af en eller anden grund, så mødte de andre der skulle hjælpe med morgentjansen sent op, og da var jeg i fuld
gang med at bage friske morgenboller, og koge vand til kaffe og the, samt koge æg.
Så jeg bad Lau om at stå for vækketjansen, og gå rundt og få folk op vækket morgenmad.
Jeg har sikkert ikke forklaret mig grudigt nok, eller også har Lau bare været langsomt opfattende den morgen,
inden han selv havde fået morgenmad.
Han havde i hvert fald fået den opfattelse, at det ikke var nok at han vækkede folk, men at han også skulle
se dem stå op, og sikre sig at de kom ned til morgenmad!
De første der ankom, var dem der havde sovet nærmest bygningen, og de forklarede at Lau var ganske grundig i
sin vækning.
Men efter måske et kvarter, kom en af mine piger løbende og bad mig komme, for der var panik oppe ved et af
shelterne!
Jeg smed sekvfølgelig hvad jeg havde i hænderne og løb de nogen hundrede meter ned over græsengen og op ad
bakken, hvor shelterne lå.
Allerede nede på græsset kunne jeg høre at der var ballade! Og en heftig diskussion!
Da jeg kom nærmere kunne jeg høre, hvad der foregik:
Lau insisterede endnu engang på at de skulle stå op og trække i tøjet, og gå ned mod morgenmaden,
men pigerne der lå i shelteren vrissede eller råbte at Lau skulle gå væk og lade være med at forstyrre dem!
Og at de i hvert fald ikke ville stå op, sålænge han stod der!
Så måtte jeg prøve at gyde olie på de rørte vande, og jeg sagde til Lau, at jeg var sikker på, at de var vågne nu, så han havde gjort sin pligt, og at de nok skulle stå op, når de lige havde sundet sig og strakt sig lidt.
Og pigerne takkede mig, fordi jeg havde stoppet Laus utålmodige og ihærdige chikane, og svor at de ville have slået ham ihjel, hvis han havde fortsat bare lidt længere!
Men Lau mente jo, at jeg helt tydeligt havde sagt, at han skulle vække dem, så de kom ned til morgenmaden!
Pyh, der havde jeg vist nær mistet min kære søn!
Morale: man skal give sig tid om morgenen, og ikke jage med trætte folk. Så hellere lade programmet skride lidt!
Jeg har siden prøvet at være meget blid og ikke insisterende, når jeg vækker folk til morgenmad.
Man kan lettere komme godt i gang med dagen, hvis folk ser det som en service, at blive vækket med et
tilbud om friskbagt brød og nylavet kaffe, end hvis de skal tvinges i gang, for at holde tidsplanen!
Har du en kommentar eller rettelse til fortællingen, så
send mig en mail